Lokaldysten blev afviklet i Rødding tirsdag d. 4. juni i fantastisk vejr. Rigtig mange røddingborgere havde fundet vej til Søhuset, hvor starten gik kl. 17.30.

Årets nye tiltag var levering af aftensmaden ved søen. Næsten 200 havde på forhånd bestilt en madboks hos Rødding Lokalråd. Der var 3 forskellige retter at vælge mellem og maden blev leveret af Meny, Mathias Centret. Vejret, den gode mad og selskabet gjorde at antallet af kilometer på cykel løbe eller gåben nok kunne have været højere, men der var til gengæld dømt hygge i den store stil.

Selv om plænen og bordene var fyldte, var det en stor glæde at se området efter at gæsterne var gået hjem. Alt var ryddeligt og rent og ikke et eneste stykke affald lå tilbage – så er det ingen sag at lave arrangementer.

Rødding Lokalråd vil gerne takke de mange frivillige som hjalp til både før og under arrangementet. Det er det frivillige engagement som gør det særligt at bo i en landsby.