Rødding skal filmes, og I skal være med.
Så kan jeg endelig løfte sløret for en lille hemmelighed.
Lige før jul blev der udarbejdet en rigtig fin ansøgning til Viborg landsbysammenslutning fra Rødding. Landsbysammenslutningen har søgt midler hjem via filmfonden, som byerne i Viborg kommune kunne ansøge om at blive en del af. Vores ansøgning blev godkendt og vi skal henover foråret og frem til juni måned være en del af en process sammen med et professionelt produktionsselskab, der skal lave en kortfilm om byen.
Planen er, at Rødding skal på landkortet (kommunekortet) og kort fortalt skal vi, via et filmklip på et par minutter, vise og fortælle hvad der er DNA’en for netop vores by. Vi skal brande vores dejlige by og de skønne omgivelser, vi er en del af. Vi skal vise resten af kommunen, hvad vi er stolte af, hvorfor vi har valgt at bo i en landsby og hvilke muligheder det giver os. Nærvær og fællesskab er nøgleordene her ?
Vi får hjælp og kyndig rådgivning undervejs og vi glæder os til at komme i gang.
Der er nedsat en mindre styregruppe til projektet bestående af 6 personer, som vil stå for overblik og koordinering undervejs.
Opstartsmødet på hele forløbet er i aften, og vi ser frem til at høre om, hvordan det hele skal forløbe.
Planen er, at der er premiere på filmen d. 24. Juni 2017.
I vil løbende blive opdateret på hvor langt vi er, om der er brug for hjælp, idéer eller andet, så vi sammen kan lykkedes med denne spændende opgave.