Hvilke muligheder ser du for udvikling i Rødding?

Rødding er en landsby i udvikling og byen vokser. Hvert år skyder nye huse op og antallet af indbyggere stiger. 

Det forstår vi i Rødding Lokalråd godt, for det er en dejlig by og et dejligt område. Her er skøn natur ganske tæt på, fællesskabet er levende og engageret og der er kort afstand til de mange tilbud i Viborg.

Viborg Kommune er også opmærksom på vort dejlige område, og har inviteret byen med til at give vores bud på udviklingen i lokalområdet. 

Derfor afholder vi en udviklingsworkshop, hvor alle kan komme med deres bud på tiltag og idéer som kan gøre Rødding endnu bedre. 

Her er ingen idé for stor eller for lille. Skal der flere bænke på strækningen fra Kildevænget til købmanden? Skal byen udvikle sig mod nord, syd, øst eller vest? Skal der trafikdæmpes yderligere?

Kom og giv dit besyv med og tag gerne naboen, manden, konen, sønnen og datteren under armen, så vi får hørt alle aldersgruppers idéer.