Bestyrelsen
Bestyrelsen kan kontaktes på lokalraad@roddingviborg.dk
Sebastian Bryhl
Formand
Mit navn er Sebastian Bryhl. Jeg er 37 år, gift med Sarah og bosat øverst på Meldgårdsvej. Oprindeligt kommer jeg fra en lille by, der hedder Tuse uden for Holbæk – meget lig Rødding. Efter at have boet nogle år i Viborg, valgte vi at flytte til Rødding. Vi faldt pladask for den skønne by og de flotte omgivelser – og vi har absolut ingen planer om at flytte herfra igen!
Til daglig driver jeg min egen virksomhed i byen, OlymPuds Vinduespolering.
Jeg elsker at hjælpe til ved byens arrangementer, og ofte er jeg at finde bag fadølsanlægget til vores fælles begivenheder. For mig er Rødding noget helt særligt. Jeg ønsker at bidrage til det stærke sammenhold og glæder mig til at støtte op om nye tiltag og arrangementer, der kan gøre vores by endnu bedre at bo.
Kenneth Juul
Næstformand
Jeg hedder Kenneth Jul og er næstformand i Lokalrådet. Jeg flyttede til Rødding i 2008. Først i rækkehus og de seneste 7 år i hus på Meldgårdsvej.
Jeg har to børn som begge går på Sødalskolen. Jeg har arbejdet i Detailhandlen siden jeg var 15 år og er i dag 47 år – så det er et par år i diverse butikker. De sidste 6 år har jeg drevet vores lokale Købmand i byen.
Jeg er med i Lokalrådet, fordi jeg gerne vil være med til at hjælpe til at Rødding forsat er byen, man gerne vil bo i. Udover det synes jeg, det er vigtigt især i de små samfund, at man hjælper, hvor man kan med diverse problemstillinger – herunder hjælp og ideer til diverse arrangementer.
Karin Rye Riddermann
Kasserer
Jeg hedder Karin Rye Riddermann og er kasserer i Rødding Lokalråd. Jeg har boet i Rødding siden 2008 sammen med min mand Peter og vores søn, Casper, der er født i 2011.
Til daglig driver jeg en mindre virksomhed, Dit Sekretariat, hvor vi tilbyder foreninger at hjælpe med daglig drift og strategisk udvikling. Vi løser alle driftsopgaver omkring økonomi, markedsføring, kommunikation, udvikling og eventplanlægning, og jeg bruger derfor min hverdag på at understøtte bestyrelsesarbejdet i de mange foreninger, som benytter sig af vores service.
Jeg elsker at bo i Rødding, og det er vigtigt for mig, at Rødding bliver ved med at være et godt og trygt sted at bo og vokse op.
Cecilie Berg
Sekretær
Jeg hedder Cecilie Berg, men de fleste kender mig nok som Sille. Jeg er sekretær i Rødding Lokalråd. Jeg har boet i og omkring Rødding hele mit liv og har både gået i den gamle børnehave og på skolen fra 0.–9. klasse. Jeg er bosat lige uden for Rødding, hvor jeg bor med min mand og vores to børn. Vores to børn går til daglig i Sødal Børnehus.
Jeg har tidligere arbejdet i den gamle Dagli’Brugsen, og derudover har jeg også kørt post i byen for nogle år siden. Nu har jeg været uddannet frisør i seks år og har min daglige arbejdsgang i Salon-Salon i Skive.
Mine store ønsker og fokusområder for byen er, at den skal være attraktiv at bo i for både børn, unge, voksne og ældre. Jeg synes derfor, det er vigtigt, at der i byen er et godt sammenhold. Jeg ønsker også selv at bidrage til, at der er et aktivt foreningsliv i byen, og jeg nyder at have muligheden for at være svømmetræner hver onsdag for byens mindste.
Mikkel Dam Lemke
Bestyrelsesmedlem
Jeg hedder Mikkel, er 39 år og flyttede til Rødding for 4 år siden. Nu bor jeg på præstevænget med min kære kone Stine og vores 2 dejlige drenge Marley på 7år og Elliot på 4år. Jeg er uddannet pædagog og arbejder i Viborg på Søndre Skole i indskolingen og SFO.
Jeg sidder i lokalrådet samt er bestyrelsesmedlem i RUIF, så jeg er en slags bindeled herimellem. Sammen med de andre foreninger arbejder vi på at styrke samarbejdet imellem foreningerne i Rødding via Røddingpuljen. Det bliver bare godt
At være frivillig betyder meget for mig. Jeg syntes det er fedt at kunne være med til at tilbyde alle og specielt børn i Rødding nogle gode muligheder for at danne relationer og et fællesskab i fritiden. Det giver desuden mig energi, når vi sammen arbejder og lykkedes med forskellige projekter og så har jeg fået flere dejlige bekendtskaber via det frivillige arbejde her i Rødding.
Peter Jokumsen
Suppleant
Trine
Suppleant
Jeg hedder Trine, er 47 år og gift med Jeppe. Sammen bor vi på Soltoften, hvor vi har boet i snart 19 år.
Jeg har tidligere været en del af Lokalrådet i flere år, men i denne omgang er jeg suppleant.
Jeg er uddannet socialrådgiver og arbejder til daglig som dette.
Mit motto som en del af et landsbysamfund er, at Rødding er byen, vi er sammen om at skabe. Byen er, hvad vi selv gør den til.
Derfor ønsker jeg, ved at være en del af Lokalrådet, at sætte mit præg på, hvad byen kan indeholde, rumme og stå for til gavn for store og små.