ÉN BY - EN SPONSORAFTALE

Fem aktivitetsskabende foreninger i Rødding er gået sammen om Rødding-puljen – en pulje, der skal gøre det nemmere og mere enkelt for dig som erhvervsdrivende at støtte op om vores allesammens by, og de aktiviteter, der skaber fællesskab, udvikling og engagement!

Foreningerne koordinerer aktiviteter og hjælper hinanden med både planlægning og afvikling af events – og på sigt laver vi også fælles arrangementer som eksempelvis Sommerfest, koncerter og lignende. Dit sponsorbidrag går til aktiviteter, drift af byens hjemmeside og med tiden også til nye projekter som fx en badebro eller andet, som de fem foreninger i fællesskab enes om at støtte eller igangsætte.

Du kan støtte puljen både som erhvervsdrivende og som privatperson. Vi håber du vil være med til at støtte op om vores by!

RØDDINGPULJEN

 

Hvad støtter puljen?

 

Projekter Puljen kan støtte større anlægsprojekter i Rødding, som vi vurderer vil være
til gavn for Rødding og omegn. Legepladsen er et godt eksempel på et projekt som Puljen ville kunne støtte – men mindre kan også gøre det.
Events Puljen kan fungere som underskudsgaranti for foreninger eller aktivitetsgrupper, der ønsker at lave foredrag/koncerter eller lignende, men som ikke kan bære risikoen ved en booking, som må aflyses.
Materialer Puljen kan støtte anskaffelse af materialer, som kommer størstedelen af byen til gode.

Hvad støtter puljen ikke?

Puljen støtter ikke anskaffelse af materiale, som udelukkende har relevans for en enkelt forening eller aktivitet (fx nye fodboldmål el.lign.).
Puljen støtter heller ikke arrangementer, der er målrettet en lukket gruppe personer (vejfester eller andet, hvor der ikke er ’åben tilmelding’).

Hvordan uddeles midler/tildeles støtte?

De fem foreninger, der står bag puljen, mødes min. to gange om året og vurderer de ansøgninger om støtte, der er kommet ind. Er der ansøgninger, der ikke kan vente, forsøger vi at sikre svar inden for en evt. frist – der skal dog påregnes en vis behandlingstid.

Foreningerne skal være enige om at uddele midler, og beslutninger træffes ved simpelt flertal (men der tilstræbes naturligvis konsensus).

Hvordan søger man?

Der søges om støtte til et projekt, arrangement el.lign. ved at sende en mail til puljen (der kommer en mailadresse hurtigst muligt).

Mailen skal indeholde:

  • Beskrivelse af projekt/arrangement
  • Beskrivelse af ansøger
  • Målgruppe (hvem kommer det til at gavne)
  • Økonomisk overblik (budget, behov for støtte mv.)
  • Kontaktinfo på ansøger

Læs mere eller print vores flyer ud her:

ÉN BY – EN SPONSORAFTALE